Julehilsen fra borgmesteren

Juletiden er også tid til at tænke lidt over årets gang på Frederiksberg. Og det har været et spændende år med nye politiske vinde.
Kommunalbestyrelsen konstituerede sig historisk bredt ovenpå et godt konservativt valgresultat. Vi gav plads til alle partier. Og det har kunnet mærkes på det politiske samarbejdsklima, som er rigtig konstruktivt – også fra den såkaldte oppositions side.

Vi er naturligvis ikke enige om alt – faktisk er vi jo lige præcis blevet valgt på ikke at være enige – men viljen til at lade meningerne brydes og til at finde de gode holdbare kompromisser frem er i højsædet. Vi så det i årets budgetforhandlinger, hvor alle partier valgte at gå med i budgetforliget. Det var historisk og godt for byen, for det skaber i bund og grund de mest holdbare resultater.

Det er det gode konservative valgresultat i 2017, som har givet os muligheden for at skabe en ny politisk sammenhængskraft i byen, Et valgresultat, som blev til i kraft af gode kandidater og mange gode kræfter i vores lokale bagland. Ikke mindst vælgerforeningen. Hvert enkelt medlem i vores vælgerforening har del i æren for vores flotte resultat, og jeg vil gerne endnu en gang sige jer alle tak for opbakningen.

Selv om de fleste partier i Folketinget – med undtagelse af Konservative – lidt for ofte tager beslutninger, som giver små og store udfordringer for Hovedstaden, så kan vi her i juletiden glædes over, at Frederiksberg udvikler sig positivt. Forleden havde jeg f.eks. den store fornøjelse at deltage i rundvisningen af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen i den helt nye KB-hal. KB-hallen er ganske enkelt genopstået i en ny og om muligt endnu flottere ramme end før. Alt det bedste fra den gamle hal er bragt ind i de helt nye rammer. Til glæde for KB, Frederiksberg og hele Danmark. Det kan vi, som Frederiksberg-borgere, godt være tilfredse med.

2019 bliver også et spændende år. Vi kommer til at åbne en helt nye metroring, og vi kan alle glæde os til at se og prøve resultatet af mange års arbejde, når de tre nye metrostationer åbner på Frederiksberg.

Og så må vi ikke glemme, at vi i 2019 står overfor tre vigtige valg. Ældrerådsvalg, Folketingsvalg og Europaparlamentsvalg. Valg som favner fra det allermest nære til det store europæiske perspektiv. Også de bliver spændende at følge.

Men inden da skal vi nyde juletiden og julefreden. For der bliver meget at tage fat på i 2019.
Rigtig glædelig jul til alle!