BUDGETFORLIG I REGION HOVEDSTADEN

BUDGETFORLIG I REGION HOVEDSTADEN

af Karsten Skawbo-Jensen, konservativt regionsrådsmedlem

 

ET OK FORLIG, ALT TAGET I BETRAGTNING

Det blev ”lang dags rejse mod nat”, men det blev også lang dags rejse mod et ok budgetforlig på regionsgården i Hillerød. Vi begyndte forhandlingerne kl. 12.00 den 4. september, og kl. 01.00 den 5. september kunne vi sætte vores underskrift på budgetaftalen for 2018.

Og det var alle partier i regionsrådet, som tog ansvar – selvfølgelig De Konservative (borgerlige stemmer, der arbejder – denne gang med tidligere borgmester Erik Lund, Allerød, og jeg selv som budgetforhandlere), men også Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance. Forhandlingerne forløb på en ordentlig og konstruktiv måde. Der var ikke meget mudderkastning, men en fælles vilje til at nå det bedst mulige resultat for borgerne i Region Hovedstaden.

Besparelser

Der skulle hentes 115 mio. kr. i besparelser ud af et budget på 36 mia. kr. Det er lidt eller meget, alt efter hvordan man anskuer det. Men der er ingen tvivl om, at jeg helst havde set, at vi overhovedet ikke skulle finde nogen som helst besparelser. For vi bliver ældre, flere får kroniske sygdomme, og der kommer hele tiden nye og bedre behandlinger til, som koster mere, så der er et stort behov og et stort pres i sundhedsvæsenet. Til gengæld kan vi også hele tiden gøre tingene smartere og mere fornuftigt, så det opvejer lidt af udfordringen.

Frederiksberg

Sidste år var der et forslag om at lukke akutmodtagelsen på Frederiksberg Hospital. Dengang blev det forhindret på grund af De Konservative. Også i år var der et par partier, som legede lidt med tanken om at genoplive denne ide. Jeg sad helt yderst på stolen i forhandlingerne parat til at gå til modstand, men heldigvis gik spareideen i sig selv. Så endnu et år får vores akutmodtagelse lov at bestå.

En anden interessant ting for Frederiksberg er, at der i budgetteksten står, at det skal undersøges nærmere, om der kan oprettes en fødeafdeling på Bispebjerg Hospital for at gøre os i stand til at klare det stigende antal fødsler på bedste vis.

Konservative mærkesager

Jeg vil gerne fremhæve nogle ting, som var vigtige for Konservative.

Der blev fundet 19,3 mio. kr. til bedre ambulanceservice i hele vores region. Det er vigtigt, at vi har gode og korte responstider.

Vi bevarer stressreduktionsklinikken på Bispebjerg. Stress er en alvorlig sygdom, som rammer flere og flere mennesker. Vi skal arbejde med at blive bedre til at forebygge og behandle denne sygdom. Center for Komplekse Symptomer fik 2 mio. kr. i 2018 og herefter 4 mio. kr. årligt.

Vi har aftalt af afsætte yderligere 10 mio. kr. til Sundhedsplatformen og til såkaldte kliniske byggere, som skal tilpasse systemet til de enkelte afdelinger. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at få systemet til at virke optimalt.

Vi undgår at nedlægge Klinikken for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning på Juliane Marie Centret. (Den lægges ind i Børneungeklinikken, så et ledelseslag spares, men ud over det er der ingen afskedigelser i den pågældende klinik. Alle medarbejdere forbliver samlet).

Akutlægebilen på Bornholm gøres permanent. Det koster 7,1 mio. kr. i 2018 og 6,2 mio. kr. om året herefter.

Og vi beholder sociolancen, som gør et vigtigt arbejde for de mest udsatte på gaden.

I psykiatrien viderefører vi recovery-mentorer og projektet Akut psykiatrisk hjælp. Desuden fandt vi – en lille sejr for mig – 1 mio. kr. ekstra til børn og ungepsykiatrien (udover de 4 mio. kr. ekstra vi fandt, da vi frigav midler fra en bufferpulje sidste torsdag).

Patientsikkerhedsarbejdet får en ekstra saltvandsindsprøjtning på 6 mio. kr. i 2018 og 5,5 mio. kr. i 2019. Denne ekstra indsats udspringer af de tragiske meningitisdødsfald, vi har set. Vi skal undgå diagnose-blindhed og i det hele taget uddanne medarbejderne ekstra i forhold til hurtig diagnosticering, når de står over for sygdomme, som kan være vanskelige at bedømme.

Besparelser på bureaukrati og administration

Budgetforlig 2018 indeholder rigtig mange administrative besparelser, hvilket har været en mærkesag for Konservative, for vokser det administrative lag sig for stort, bliver der ikke råd til flere læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og SOSU’er ude på afdelingerne. Faktisk er der i år administrative besparelser på 80 mio. kr.

I de kommende tre år skal vi yderligere hvert år spare 20 mio. kr. på administration – det er 2 pct. af lønsummen i de administrative centre.

1813

For Konservative var det vigtigt at få følgende ind i budgetteksten: ”Vi er enige om at fortsætte dialogen med PLO-Hovedstaden om at få flere læger med speciale i almen medicin til at søge ansættelse ved akuttelefonen 1813.”

Desuden fik vi følgende passus med: ”Vi bygger Nyt Nordsjællands Hospital. Vi er enige i ambitionen om, at der skal etableres et produktionskøkken, og at der derfor i forbindelse med udbudsprocessen indarbejdes en option herom.”

Ny retning mod værdibaseret ledelse

Vi ønsker at se, hvordan fritagelse fra DRG-takst-styring virker i flere afgrænsede forsøg, altså, at man ikke – måske – producerer for produktivitetens egen skyld, men i højere grad har fokus på, hvad der giver værdi for patienten. Bornholms Hospital har status af udviklingshospital, og også Rigshospitalets Hjertecenter er blevet fritaget for takststyring. Nu går vi skridtet videre og godkender en række nye forsøg, hvor der skal arbejdes uden DRG-takststyring, bl.a. Finsencentret og Videncenter for Reumatologi og rygsygdomme.

Desuden har vi aftalt, at administrationen kommer med et forslag til os om et område, som kan fritages for det meget udskældte 2-procents-aktivitetskrav. Det kunne f.eks. være på et større medicinsk område. I oktober 2017 godkender Forretningsudvalget så det forslag, som er mest interessant. Vi vil gerne lette noget af presset på de ansatte.

Disse trin frem mod en mere værdibaseret styring venter Konservative sig meget af.

 

Det regionale udviklingsområde

På det regionale udviklingsområde fortsætter ”Copenhagen Skills”, der har til formål at få flere unge til at søge en erhvervsuddannelse. Og vi styrker også turismeindsatsen, herunder arbejdet på at turisterne ikke kun klumper sig sammen i København, men også kommer omkring i hele regionen.

Alt i alt synes jeg, at det var et ok forlig. Der var rigtig mange ønsker, som vi hver især måtte vinke farvel til, men vi fik også alle noget. Jeg er glad for, at alle partier blev siddende i forhandlingslokalet hele vejen.

 

KORT OM REGION HOVEDSTADEN

Region Hovedstaden driver hospitaler, forskning, handicaptilbud og sociale tilbud samt løser opgaver inden for miljø, trafik, erhverv og uddannelse. Der bor 1,8 million borgere i regionen. I regionsrådet sidder 41 medlemmer, som administrerer et budget på ca. 40 mia. kr. Der er 40.000 medarbejdere i regionen.