Så er det lige op over!
Af Nikolaj Bøgh. Folketingskandidat, Frederiksberg Slotskreds
Vi har ventet længe på folketingsvalget, men nu tyder meget på, at det er meget tæt på, og at det bliver afholdt sammen med Europa-Parlamentsvalget søndag den 26. maj.
For os på Frederiksberg er det et meget vigtigt valg, da vi håber igen at blive repræsenteret i den konservative folketingsgruppe på Christiansborg, sådan som vi ”altid” har været det lige indtil valget i 2015, hvor Lars Barfoed desværre ikke opnåede valg.
Det er vigtigt for Frederiksberg igen at komme tilbage på Christiansborg. Vi repræsenterer som Frederiksberg-konservative en særlig gren af konservatismen, som ikke i tilstrækkelig grad præger partiet i dag. Skal Det Konservative Folkeparti blive stort igen, så er det vigtigt, at den store vægt vi lægger på bl.a. socialpolitik, kulturpolitik og miljøpolitik, bliver stærkere repræsenteret.
Samtidig har hovedstaden i det hele taget brug for en stærkere repræsentation på Christiansborg. De store partier Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet slås om de jyske stemmer og konkurrerer om, hvem der kan trække flest ressourcer fra hovedstaden og fordele dem til provinsen. Det gælder snart sagt alt lige fra udligningskroner, over statslige arbejdspladser til byfornyelsesstøtte og museumstilskud. Det er en udvikling, vi skal have vendt. Landet skal hænge sammen, men det skal ikke opnås på basis af en usund og ineffektiv konkurrence mellem hovedstad og provins. Landet har brug for en stærk hovedstad, og der er andre og bedre måder at gøre det mere attraktivt at bo i provinsen på. Det budskab skal stå langt stærkere i den kommende valgperiode.
Vi, der er folketingskandidater, håber naturligvis på, at så mange fra vælgerforeningen som muligt vil give en hånd med under valgkampen og vise, at vi står sammen og er et stærkt parti også til folketingsvalg.
Det kan man gøre på forskellige måder:
- Der er fortsat brug for økonomisk støtte til valgkampen, og alle bidrag, store som små, er meget velkomne Der kan indbetales til vælgerforeningen på enten mobile pay 21818722 eller til bank reg. nr. 1551, konto nr. 7605609621. Hvis det er mig, du ønsker at støtte særskilt, så skal du angive ”nb” på indbetalingen
- Hjælpe med plakatophængning. Hvis valget bliver udskrevet inden for de næste par dage, skal der hænges plakater op fra på lørdag kl. 12. Det kan man hjælpe med ved at sende en mail til nibo04@frederiksberg.dk og fortælle, om du har lyst til at hjælpe ved enten at få et antal plakater – efter eget valg – leveret til din bopæl inden lørdag kl, 12 og selv hænge dem op i dit lokalområde eller være med på et plakathold, som samles hjemme hos mig lørdag kl. 10 for at være klar til at hænge op fra kl. 12
- Deltage i de mange uddelingsaktioner, aktiviteter i forbindelse med debatmøder etc., der bliver under valgkampen. Mere herom senere. En særlig begivenhed i den forbindelse er Frederiksbergdage den 10-12. maj, hvor der vil være boder for de politiske partier på H.C. Ørsteds Vej. Her er man meget velkommen til at komme forbi og hilse på og også gerne give en hånd med
Under alle omstændigheder er det selvfølgelig meget vigtigt, at vi på valgdagen står sammen om at få valgt en lokal Frederiksberg-kandidat, enten mig eller Katarina Ammitzbøll, som er opstillet i Falkonerkredsen. Alle målinger viser, at det er overvejende sandsynligt, at der igen falder et konservativt mandat i Københavns Storkreds, og det skulle meget gerne – sådan som det plejer – lande på Frederiksberg.