Grundlovstale 5. juni 2018 – Nikolaj Bøgh

Det er dejligt at fejre grundlovsdag, og ikke mindst naturligvis, når det sker som i dag midt i den fineste danske sommer. Og det er dejligt at gøre det på Frederiksberg, hvor vi har vores eget lille demokratiske samfund og lokalmiljø inden for rammerne af den grundlov, som i dag kan fejre sin 169 års fødselsdag.

Grundlovsdag er det tætteste, vi kommer på en nationaldag i Danmark, for i virkeligheden er det jo ikke vores land, vi fejrer, men vores styreform. Og så alligevel; For Grundloven er jo ikke bare de grundlæggende spilleregler for vores demokrati og danskernes basale rettigheder. Den er også et dokument der viser, at vi er en del af et nationalt og kulturelt fællesskab med en lang historie, som bl.a. omfatter vores fælles nationale institutioner, vores kongehus og vores folkekirke. Kongehuset har vi lige haft lejlighed til at fejre i forbindelse med kronprinsens 50 års fødselsdag, hvor der bl.a. blev afholdt Royal Run lige har i området. Kongehusets popularitet er historisk højt, og fødselsdagsfejringen viste en kolossal opslutning til vores kronprins, som til resten af kongehuset. Han bliver en rigtig god konge en dag.

Kongehuset er en af de vigtigste institutioner, der binder os sammen som danskere, og det er meget vigtigt, at vi har et stærkt fællesskab og fælles institutioner i en stadigt mere kompleks og omskiftelig verden. Med globalisering, migration og hastige teknologskift bliver den slags mere vigtigt, ikke mindre. Det er gennem fælles kultur og fælles symboler, at vi skaber orden i kaos og får vores liv til at give mening i en større sammenhæng. Der er intet rationelt eller nogen målbar nytteværdi ved at have et kongehus. Vi har det ”kun”, fordi vi har arvet det. Det er det absolut overflødige og samtidig det absolut nødvendige, fordi det gør os til del af et fællesskab og giver os et fast ståsted, som vi alle har behov for, ikke mindst når det stormer fra den store verden.

Grundloven gør i virkeligheden præcis det den skal. Den værner om nationalstaten og dens centrale institutioner, den rummer de grundlæggende spilleregler for vores demokrati, den sikrer borgerne en række basale rettigheder, og den beskriver de grundlæggende historiske og kulturelle rødder, som vi står sammen om. Derfor har Grundloven også vist sig uhyre robust overfor samfundsudviklingen og nye behov i bl.a. en verden med langt mere internationalt samarbejde.

Grundloven rummer – som fundamentet for ethvert godt samfund må gøre det – en grundlæggende balance mellem frihed og fællesskab. Mellem de rettigheder vi har, og det, der binder os sammen, og som vi hverken kan eller skal frigøre os fra. Som vi nu oplever det med religionsfriheden. Er det religionsfrihed at kunne gå med burka, eller er det for meget i konflikt med grundlæggende fællesskabshensyn i Danmark, frst og fremmest hensynet til at undgå kvindeundertrykkelse? Det vil mange mene, men det er en svær afvejning. På samme måde med drengeomskæring, som forekommer de fleste danskere besynderligt, men hvor religionsfriheden må vægte højt, ikke mindst i forhold til et ritual, der har fungeret uproblematisk i Danmark gennem 400 år, og hvor ingen andre end de involverede religiøse miljøer bliver påvirkede. Der må religionsfriheden absolut veje tungest.

Absolut frihed er meningsløs. Kun inden for rammerne af forpligtende fællesskaber giver friheden mening. Vi kommer ikke til verden som ubeskrevne blade, vi står på skuldrene af generationerne før os, dem der kæmpede i 1848-49 for demokratiet, dem der kæmpede for kvindernes valgret op til 1915 og dem der fremtidssikrede vores grundlov i 1953 med bl.a. §20 om suverænitetsafgivelse, som er grundlaget for, at befolkningen skal spørges, hvis vi skal afgive suverænitet til internationale organisationer.

Grundloven er som Danmark er: Den er måske ikke perfekt, måske kunne man ønske sig en opstramning hist og her, måske er sproget lidt gammeldags. Men den er vores, og den fungerer godt. Gav man efter for de ønsker om at revidere grundloven, som jævnligt bliver fremsat, navnlig fra de radikale og den øvrige venstrefløj, så er jeg bange for, at vi ville åbne for en Pandoras æske af ønsker om ændringer og moderniseringer, som i realiteten ikke ville give os et bedre styre, men til gengæld helt sikkert ville svække Grundloven som udtryk for det danske nationale fællesskab og for vores historie. Derfor er der absolut ingen grund til at ændre Grundloven. Grundloven er gammel, men den er også god. Den kan vi sagtens være stolte af.

Truslerne mod vores demokrati kommer ikke fra spillereglerne for det, men fra den måde, vi bruger spillereglerne på. Vi er en del af en tendens i hele den vestlige verden til at stille spørgsmålstegn ved demokratiet og de grundlæggende principper, som vores land bygger på. I USA, i Frankrig, i Italien, i Spanien og i mange andre vestlige lande har vi set voldsomme udskiftninger af den politiske ledelse. Store gamle partier, der pludselig nærmest kollapser og bliver erstattet af noget helt nyt med mere eller mindre sammenhængende holdninger. Det er vi heldigvis sluppet for indtil videre her i landet. For det er udtryk for, at tilliden mellem befolkning og politikere er brudt, og det er meget usundt for demokrati og stabilitet. Selvom vi taler meget om politikerlede, så er vi stadig et land med et stærkt demokrati, en stor tillid mellem mennesker og en grundlæggende respekt for vores fælles samfundsværdier. Det skal vi holde fast i, for det er bestemt ikke nogen naturlov.

Det kræver, at hele befolkningen stadig kan se sig selv i udviklingen, og at ingen føler sig efterladt på perronen, hvad enten de bor på Frederiksberg, i Fuglebjerg eller på Fejø. De sidste 10 år har vi effektiviseret voldsomt i den offentlige sektor, og det har efterladt store dele af landet uden den nærhed til offentlig service og til deres lokalpolitikere, som tidligere var en selvfølge.

Med strukturreformen, politireform, domstolsreform forsvarsforlig og diverse sammenlægninger inden for undervisningssystemet er der flyttet eller nedlagt 1000vis af offentlige arbejdspladser, hvilket har haft fatale konsekvenser for mange mindre og mellemstore byer i Danmark.

Men hvem vil bo et sted, hvor politiet aldrig kommer, hvor der er 150 km. til det nærmeste sygehus, hvor byrådsmedlemmerne sidder i en større by 50 km. væk, og det er umuligt at få sig en ungdomsuddannelse? Ja, man kan dårligt nok sende eller modtage et  brev, for postvæsenet er stort set nedlagt. Til gengæld er priserne skudt i vejret ed raketfart, samtidig med, at servicen er sænket – fuldkommen på samme måde som tilfældet er med store dele af den offentlige transport rundt om i landet.

Det er ikke en god udvikling, og den har ikke engang givet de økonomiske gevinster, man håbede. Livet suges gradvist ud af de små samfund i en krisespiral, som kan være svær at vende igen. Og det er et demokratisk problem, fordi det svækker tilliden til vores fællesskab, hvis flere og flere mennesker føler sig hægtet af.

Det vedkommer også os her på Frederiksberg, ikke bare fordi vi mærker den nærmest desperate og ineffektive modreaktion, når de samme politikere, der har stået i spidsen for centraliseringerne, pludselig mærker den er gal og helt planløst begynder at udflytte statslige arbejdspladser eller dræne Hovedstadsområdet for offentlige midler. Men først og fremmest fordi vi har brug for et land, der stadig hænger sammen. Intet menneske er en ø. Ingen dansker er en ø. Vi er alle i samme båd og skal fortsat være det.

Det bliver en vigtig opgave i de kommende år at sikre, at Danmark stadig hænger sammen. Ikke ved at tæske løs på Hovedstaden, men ved at sikre, at den grundlæggende service er tilstede over hele landet. At man kan tage en uddannelse, at politiet kommer når man ringer, at infrastrukturen fungerer. Det skylder vi hinanden.

Grundloven giver os en god ramme for at opretholde et levende nationalt fællesskab og et velfungerende demokrati, hvor vi husker, at vi skal være her alle sammen. Det tror jeg på, at vi kan klare. Vi er stadig et lykkeligt lille kongerige. Tak for ordet og glædelig grundlovsdag.